Musikkens Hus direktør fratræder
Link kopieret

Nationalt
112
Erhverv
Kultur
Nyheder
Foto: Musikkens Hus
Mangeårig direktør i Musikkens Hus, Lasse Rich Henningsen, har efter grundig overvejelse valgt at opsige sin stilling som direktør i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester. De to kulturinstitutioner er på vej ind i en ny strategifase, og Lasse Rich Henningsen ser det som en god anledning til at give depechen videre og indlede et nyt kapitel i sin karriere.
Ledelse og bestyrelser i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester har det seneste halve år arbejdet på at udforme en ny strategi for huset og orkestret. Strategien er netop blevet vedtaget og er den 5. juni fremlagt for alle medarbejdere i huset.
Direktør gennem 12 år, Lasse Rich Henningsen, har efter grundig overvejelse valgt at opsige sin stilling som direktør for huset og orkestret:
- Musikkens Hus har været et af de mest spændende kapitler i min karriere, og det er naturligvis med vemod, at jeg nu har valgt at give depechen videre. Jeg er enormt stolt over de resultater, jeg har været med til at skabe sammen med husets og orkestrets fantastiske medarbejdere både regionalt og i Norden, siger Lasse Rich Henningsen og fortsætter:
- Vi har vedtaget en klar strategi for fremtiden, og alle vores virksomheder står stærkere end nogensinde før. Det gælder både Musikkens Hus, orkestret, restauranten, Turnerende Produktioner m.v. Det er jeg taknemmelig for, men jeg er samtidig af den overbevisning, at den nye strategi er en god anledning for mig til at indlede et nyt kapitel. Jeg er 47 år og har været leder de seneste 26 år. Nu vil jeg glæde mig til en kort timeout, inden jeg med stor energi vil kaste mig over at indfri mindst en af to
jobdrømme, som jeg har haft i mange år.
Lasse Rich Henningsen siger desuden, at han ikke ønsker at afholde en decideret afskedsreception, da fokus bør rettes mod husets fortsatte drift og implementering af den nye strategi.
Opsigelsen er modtaget med beklagelse hos bestyrelserne i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester:
- Det er hævet over enhver tvivl, at vi skylder Lasse Rich Henningsen en stor tak for de resultater, han har skabt, og den enorme indsats han har lagt i at bygge Musikkens Hus op fra bunden. Han blev ansat som den første to år før husets åbning, og har gennem de sidste 12 år være med til at sikre, at huset er blevet et kulturelt flagskib både i Nordjylland og i Danmark. Det er noget ganske særligt at kunne opbygge så stærkt et hus på det kunstneriske og kommercielle plan. Det er om noget Lasses fortjeneste i samspil med husets og orkesterets mange dygtige medarbejdere, siger bestyrelsesformand i Musikkens Hus, Michael Slavensky Dahl.
Han siger supplerende, at de to bestyrelser nu indleder arbejdet med at finde en ny direktør. På den korte bane vil en ny direktør for Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester blive konstitueret, og dette forventes offentliggjort inden for få dage. Senere i denne måned vil bestyrelserne desuden offentliggøre den nye strategi for huset.
Link kopieret






Accepter kun nødvendige cookies